| Jeg har ikke læst denne bog, men spist mig gennem den, siger
forfatterindens mand,
dr. Istvan Adorjan.
En af min fars gamle kolleger, en boghandler i Budapest, samlede et lille værk anekdoter, og som god boghandler vidste han, at der til en bog hørte et forord.
Han bad vor store humorist, den gamle Karinthy, Ungarns Storm Petersen, skrive dette forord. Humoristen var ærlig talt lidt ked af opgaven. Men han fik da sat lidt sammen om objektivitet og neutralitet overfor en forfatters anstrengelser. Og så sluttede han med at sige, at han havde undladt at læse anekdotesamlingen - for at bevare sin objektivitet, for ikke at lade sig påvirke af teksten. Det er så som så med min objektivitet. Ganske vist har jeg heller ikke læst denne bog, men jeg har til gengæld måttet spise mig igennem den i snart 17 års ægteskab. Jeg kan faktisk ikke være bekendt at rose min kones bog. På den anden side tør jeg ikke kritisere hendes mad. Men jeg kan da give et par kendsgerninger fra mig. Jeg er i dag knap 50 år gammel, i fortrinlig form, og jeg har aldrig vejet over 140 pund ... God appetit! | |