| Det nye Køkkenbibliotek er en nyskabelse: I 15 bind vil en række danske eksperter gennemgå madlavningens mange områder. Hvert bind er en selvstændig enhed, koncentreret om et naturligt afgrænset emne, der behandles udtømmende i 40 farveillustrerede hovedopskrifter med tilhørende biopskrifter - gammelt og nyt, dansk og udenlandsk, festretter og dagligmad. »Oksebogen« indeholder ifølge sagens natur også en del mere kostbare retter, men det økonomiske sigte understreges gennem mange anvisninger på restemad, der udnytter indkøbet bedst muligt.
Hvert bind har anvisninger på alt nødvendigt tilbehør til retterne. For at give et indtryk af Bibliotekets spændvidde, er i »Oksebogen« desuden medtaget et mindre udvalg af for- og efterretter i naturlig tilknytning til kød-opskrifterne. Ingredienslisterne ved farvefotografierne omfatter kun den »nøgne ret« - tilbehøret findes på opskriftsiderne. Alle opskrifter er til 4 personer, hvis ikke andet er anført.
Det store håndbogsafsnit bringer dels udskærings-regler, kvalitets- og indkøbsvejledning, stegemetoder og andet med direkte tilknytning til bindets madområde, dels tværgående stof - i »Oksebogen« således dybfrost og kalorier/vitaminer, medens den efterfølgende »Grisebogen« bl.a. har en stor krydderioversigt. Håndbogsafsnittet har sin egen udførlige indholdsfortegnelse side 170-71, iøvrigt finder man i stikordsregistret bagest i bogen let frem til alle opskrifter og emner.
Med sit praktiske format og slidstærke indbinding skulle Det nye Køkkenbibliotek finde sin naturlige plads i køkkenet, give inspiration og fornyelse - kort sagt glæden ved at lave god mad. | |