Danske trykte Kogebøger 1900 - 1970

Danske trykte Kogebøger 1900 - 1970

Detaljer

Vis alle kogebøger

Vis alle forfattere

	Titel:	Timer i Køkkenet
	Forfatter:	Eriksen, Eline;
	Pseudonym:
	Årstal:	1904
	Udgivelsessted:	Sorø
	Forlag:	Svegaards Boghandel
	Varianttitel:	Timer i Køkkenet paa Sorø Husholdningsskole
	Genudgivelsesår:	1907; 1914;
	Sider:	76
	Oversætter:
	Stikord:	lærebog; husholdning; rester; blad;
	Samlet oplag:	3
	Trykkested:	Sorø
	Pris i kr:	1,25

	FOLKETIDENDES BOGTRYKKERI RINGSTED Timer i Køkkenet, Mellem de mange Kundskaber, Menneskene har Brug for-, er der vel næppe nogen, der paa samme Tid er mere nyttige og behagelige end Kendskabet til de Fødemidler, der skal styrke vort Legeme, forny og oplive alle Organer og have en saa overordentlig stor Indflydelse paa vort hele Velbefindende. Blandt de mange Aarsagér, der bidrager til at ødelægge Helbredet, er Fødemidlernes Beskaffenhed og Maaden åt tillave dem paa en af de hyppigste. Der er kun faa Mennesker, der i den Henseende ofrer saa megen Opmærksomhed paa sig selv eller deres Husstand, som de ofrer paa deres Husdyr, og dog er det sikkert, at der paa intet Omraade kan naas videre, hvor det gælder Menneskenes legemlige Velbefindende, og skal man tro den Mand, der siger, at man ikke kan være én god Kristen med en daarlig Mave, saa kan vi tage dét aandelige velbefindende med. Det sikreste Bevis for en Kundskabs Nytte er, at den befordrer menneskelig Lykke og Velvære, og derfor har der ogsaa været En saa dristig at paastaa, at Opfindelsen af en ny Ret gør Menneskeslægten mere Nytte end Op-dagelsen af én ny Planet. Carémé siger: „Nåar dér ikke méré findes nogen Kogekunst, findes der heller ikke Lærdom, klar, hurtig Forstand eller Venskabsforbindelser." Man har tildelt Forbedringer i Agerbrug og Kvægavl Belønninger, og de, som modtager sadanne, regnes for Samfundets Velgørere, medens de, dér sætter sig til Opgave at anvende Produkterne til at fremme aandeligt og legemligt Velvære,- til for faa Aar siden kun skænkedes ringe Opmærksomhed. Kogekunsten maa ikke betragtes som blot en mekanisk Handling, der passer for Kokke; den er hverken upassende eller uværdig for tænkende Mennesker. Den vil ikke alene berede os en øjeblikkelig Nydelse, men hjælpe til at bevare Helbredet og forlænge Livet derved, at Legemet ved passende Stoffer, der er rige paa Næring og lette at fordøje, faar fuldstændig Erstatning for det daglige Tab af de Kræfter, som medgaar til Arbejde eller maaske ligesaa ofte ved Uvirksomhed. Madlavning er en Kunst, der ikke kan læres paa en Dag, lige saa lidt som den kan læres ved blot at læse en Bog om dette Emne. Man kan lige saa lidt blive en dygtig Kok blot ved at læse, som man kan blive en dygtig Kunstner i andre Retninger uden at øve sin Kunst i Praxis. Paa Kogekunstens Omraade bestaar en vigtig Del af denne Praxis i at kunne ændre og forandre Opskrifterne efter de forskellige Tilfældes Krav. Ingen Kogebog, stor eller lille, kan afpasse sine Opskrifter hverken i Kvantitet eller Kvalitet efter hver enkelt Familjes Behov eller samtidig være beregnet paa større eller mere beskedne Fordringer. Vore Kvinder samler Bunkevis af Opskrifter uden Forstaaelse og Sammenhæng, ligesom Børn samler paa Segl eller Frimærker — uden at bryde sig om, hvorledes de er blevne til, eller om de i det hele taget er gode, og den ene Kogebog afskriver den andes Fejl uden Orden og Sammenhæng. Kogebøger ligner hinanden som Æg, og mange, mange af dem er lige uforstaaelige for den uøvede som unyttige for dem, der har Kendskab til Madlavning, selv om vi ikke kan tage slet saa overlegent paa Tingene som den Kogekunstner, der, da han blev spurgt, hvilken Kogebog han ansaa for den bedste, svarede: „De skal læse Don Quixote eller Münchhausen, det er gode Boger begge to". Bøger om Kogekunsten er derfor væsentlig en Afskrift, den ene efter den anden. Den første trykte Kogebog er derfor den mest originale, og selv den kunde maaske føres tilbage til Klostrenes Akiver med deres Pergaments-ruller og Manuskripter. Vi kan derfor ikke gøre Fordring paa Originalitet, men vi kan drage Nytte af vore Forgængeres Arbejde og ved Tilføjelser tildæmpe dem efter vore Forhold samt ved Forstaaelse og Dygtighed i Arbejdet naa til i det væsentlige at kunne undvære Kogebøgerne og arbejde med Sikkerhed uden alt for ofte at maatte ty til dem. Hvad er Husholdning? Det er et Arbejde af en saa sammensat Natur, at det i sig rummer en Mangfoldighed af smaa og store Arbejder, der gør, at den, der befatter sig med Husholdning, maa gøre Wather Schotts Ord til sine: „Adrig maa intet gøres." Der er saa ofte før bleven talt om Kvindens indsnævrede Virkekreds, og der er bleven hævdet, at de bedste iblandt dem ikke kunde eller burde nøjes med den simple Gærning i Livet: kun at bestyre et Hus. I de senere Aar er der Forandring at spore, idet Begrebet „Husholdning" er højnet, saa der ogsaa paa dette Felt kræves en^Udvik-ling af Evner og Anlæg, som skal og maa tages i Brug inden for de mange Krav, dette Arbejde stiller til den enkelte. Til Husholdning hører det største af alt: dette at kunne danne et Hjem. Og der er ve\ næppe nogen, som mener, at en Kvinde kan kaldes for dygtig, for stor eller for ædel dertil. Det er jo ikke alene hendes ordnende Haand og Sans for Hygge, hendes Dygtighed i Køkkenet og til al huslig Gærning, som skal præge Hjemmet; hun maa tillige med Indsigt kunne jævne de forskellige smaa store Vanskeligheder inden for Hjemmets Kreds. Hun maa stundom i Stilhed paatage sig de Byrder, som bliver forsømt af andre. Ja, der tænkes maaske endda lidet paa, at hun umærkeligt tager de mange Traade i sin Haand, før de ved hendes Bortgang kommer i Urede. Hjemmet er Jordbunden for Livets ædleste og bedste Spirer, Børnene! Ingen Kvinde bliver nogensinde hverken for god eller for stor til at opdrage sine Børn. Opdragelen kræver Forstaaelse og Kundskab med Kærlighed som den nødvendige Forudsætning. Dernæst hører med til den Husholdning, vi skal gøre Rede for, at vi helt og fuldt søger at sætte os ind i Hjemmets økonomiske Stilling, at ikke Budgettet overskrides og der derved forvoldes Hjemmet Vanskeligheder, dets Fred og Harmoni forstyrres, maaske endog dets Ulykke og Ruin derved fremkaldes. Endelig er der Forholdet til Tyendet. Det har stor Betydning, om der fra Kvindernes Side bliver taget rigtigt og fornuftigt paa dette i vore Tider saa vanskelige Spørgsmaal. Mon ikke det var godt at mindes det gamle Ord: „Man fanger flere Fluer paa en Draabe Honning end med en Tønde Eddike?" Og saa en anden Gang-prøve at tænke os i Tyendets Sted og handle ud fra dette. Ja, saa er der det meget forslidte om at koge Grød og stoppe Strømper. Det har sandelig sin Berettigelse. Vi kan føje til: „Øjet og Tanken alle Vegne." Saltkarret maa ikke savne Lage, eller Vaskebaljen et Baand, ikke heller Vasken sit omhyggelige og indsigtsfulde Tilsyn, Vasen skal have friske Blomster og Hullet i Dynen maa ikke overses. Vendes Ryggen til Komfuret, maa Øjet dog se til Stegen og Øret være med ved Gryden, medens Haanden skraber Rødderne eller Fisken. Det iblødlagte Kød maa ikke savne frisk Vand eller Hønsene deres Korn. Blomsterne trænger til at vandes og Hyrdedrengen maaske til et Par tørre Strømper. Tilsyn og Overblik maa en huslig Kvinde have over det altsammen. Held den, som hver Dag ved alle disse Smaating gaar og lægger Sten paa Sten til Hjemmets Bygning og ikke glemmer det store og hele, saa Fremtidssynerne forsvinder, og hun selv aandelig forsumper og bliver borte i det dagligdags! Sandt maatte det gamle Ord nødig blive at „en Kvindes Vej kun rækker fra Arnen til Døren".