Danske trykte Kogebøger 1900 - 1970

Danske trykte Kogebøger 1900 - 1970

Detaljer

Vis alle kogebøger

Vis alle forfattere

	Titel:	Fiskekogebogen. Nogle jævne og billige Fiskeretter; samlet og udgivet paa Foranledning af Ministeriet for Søfart og Fiskeri; med Forord af Karen Braae
	Forfatter:	Anonym;
	Pseudonym:
	Årstal:	1932
	Udgivelsessted:	København
	Forlag:	I. Jørgensen & Co.
	Varianttitel:
	Genudgivelsesår:	1933;
	Sider:	32
	Oversætter:
	Stikord:	fisk;
	Samlet oplag:	2
	Trykkested:	København
	Pris i kr:

	ER FISK IKKE MAD? AF BORGERREPRÆSENTANT, FRU KAREN BRAAE FORMAND FOR KØBENHAVNS HUSMODERFORENING Det danske Folk er et Folk af Skeptikere. Skønt vi bor i et Fiskeland - omflydt af Hav paa alle Sider - vægrer vi os med Hænder og Fødder ved at akceptere Fisken som Næringsmiddel paa lige Fod med Kødet. Det har ikke manglet paa Propaganda, heller ikke paa Næringstabeller, der beviser Fiskens glimrende Egenskaber, men Husmødrene bliver ved deres: Min Mand bliver hurtigere sulten efter Middag, hvis vi faar Fisk, end naar jeg giver ham en Bøf eller en Kotelet. Og med denne Paastand, der i Virkeligheden er ubeviselig, samt med en Henvisning til Fiskens dyre Pris, fejes alle saglige Argumenter over Bord. Ulykken er, at den danske Husmoders Vurdering af Fisken som Næringsmiddel i Almindelighed er baseret paa Etpunds Rødspætter og store, udskaarne Torsk. Og delte kan være meget godt, forsaavidt som man har Raad til at leve af Luksusmad. Men har man ikke det, gør man i egen Interesse klogt i at stige ned fra dette høje Stade og underkaste Spørgsmaalet en nøjere og ganske upartisk Undersøgelse. Det har man gjort i Tyskland. Og næppe i noget andet Land i Verden er Konsumet af Fisk steget saa stærkt som i Tyskland i de sidste Aar. Ikke alene er den tyske Fiskeriflaade blevet mangedoblet, men desforuden er der indført Mængder af Fisk fra Tyskland. Men Fisken kan ikke afsættes, uden at der er Købere til den. Og det maa siges til de tyske Husmødres Ros, at de forstaar i Praksis at drage Nytte af de Oplysninger, Videnskaben stiller til deres Raadighed. Spørgsmaalet om Fiskens Næringsværdi har imidlertid langt flere Facetter, end de fleste vist paa For-haand vilde tænke. Man er tilbøjelig til at skelne mellem fed og mager Fisk og lade dette være afgørende for Vurderingen. Til de magre Fisk hører som bekendt Torsken og Rødspætten, og hvis man saa samtidig vælger de dyreste Kvaliteter af disse Fisk, bliver en Sammenligning med Kødet givetvis uretfærdig. Men Fedtindholdet er ikke det eneste, der er afgørende for Fiskens Næringsværdi; og netop for de magre Fiskesorter gælder det, at de er særlig let fordøjelige, og derfor uvurderlige som Næringsmiddel for Folk med svage Maver, af hvilke der jo findes adskillige rundt om i Hjemmene, uden at de egentlig kan betragtes som Patienter. Hertil kommer, at de magre Fisk, som f. Eks. Torsk, indeholder færre urinsyre- dannende Stoffer end Kød, og derfor taales godt af Mennesker med rheumatiske Tilbøjeligheder. Og endelig maa man ikke glemme, at Fiskens høje Fosforindhold har Betydning for Knogledannelsen hos Børn, ligesom Jodindholdet, der er større end i andre Næringsmidler, har en gavnlig Indflydelse paa Stofskiftet. Som man ser, er Spørgsmaalet om Fiskens Næringsværdi altfor indviklet og sammensat til at kunne affærdiges med en halv Vittighed. Men dertil kommer, at de fede Fisk, hvad Næringsværdien angaar, er fuldt ud paa Højde med de fleste Kødsorter. Og da Fedtstoffet samtidig er en Slags Aflejringsplads for Vitaminer, særlig for A-Vitaminet, vil det sige, at de fede Fisk, hvoraf navnlig maa nævnes den billige Sild og Makrellen, ernæringsmæssig set er en hel lille Guldgrube. Ja, der er endog Videnskabsmænd, der hævder, at Befolkningens Vitalitet er ringere i Lande, hvor man ikke har Adgang til at spise Sild, — der iøvrigt ogsaa indeholder rigelig Jod og Fosfor. Sild var i gamle Dage, sammen med Flæsket, et af den danske Befolknings Hovedernæringsmidler, og man ser her, som saa ofte, at den rent instinktmæssige Vurdering har vist sig at være den rigtige. Endnu et Argument maa fremføres, naar Fiskens Værdi som Næringsmiddel skal afvejes mod Kødet: Det tager langt kortere Tid — kræver altsaa mindre Brændsel — at tilberede Fisk end Kød. Sammenlign selv Koge- og Stegetiderne med den, der gælder for Kød, og man maa indrømme, at der her er en Vinding at skrive paa Fiskens Kreditside, og som i nogen Grad opvejer Merprisen, selv for de dyrere Fiske-sorters Vedkommende. Skulde det virkelig være nødvendigt fortsat at gøre en Propaganda i et fiskerigt Land for noget saa fornuftigt og indlysende som Fiskens udbredte Anvendelse i den daglige Husholdning?