| Fra utallige sider er forlaget blevet gjort opmærksom på at Fisk- og Skaldyr-bogen er
den, man har glædet sig allermest til i Køkkenbiblioteket - her er den! Hvorfor er den
særlig ventet med længsel? Jo, der findes ingen andre fiskekogebøger skrevet på dansk,
tiltænkt udelukkende et dansk publikum! Derfor.
Ingen skal dog af den grund forledes til at tro, at der i denne bog kun findes opskrifter
på de mest almindelige fisk der er at få herhjemme. Vi har virkelig gjort os umage for
også at liste et par udenlandske opskrifter med. Og ikke alene udenlandske opskrifter
omhandles her i bogen, men så sandelig beskrives fisk, som vi er sikker på ikke mange
har hørt om før. Ialt kan De lære 45 fisk nærmere at kende.
Bagerst i bogen findes en sæsonplan over samtlige fisk og skaldyr - lær den udenad om
muligt, så behøver De aldrig at springe en fisk over, når den er allerbedst. Desuden
foregribes saucebogen, idet der tillige findes en lang række beskrivelser af meget
spændende og klassiske saucer, som kan bringe enhver fiskeret fra hverdagsplanet op i
det højeste og fineste selskabelige plan. Det er ofte saucen, der gør den ene fiskeret
anderledes end den anden
Vi har haft fornøjelse af at skrive bogen - vi håber kun, De må få lige så meget
fornøjelse og nytte af at studere og bruge den. Vi er selv blevet spækket med viden om
emnet, vi håber også, at De her henter viden om fisk og skaldyr og lyst til at lave blot
nogle af retterne. Det ville glæde os - for fisk, såvel som skaldyr er pragtfulde spiser,
som burde vinde langt mere indpas i danske hjem end tilfældet er.
Velbekomme! | |